Dansk Data Arkiv

Snart kan du søge i de danske kirkebøger

Takket være en kæmpe indsats fra frivillige indtastere og en aftale med firmaet Ancestry vil det snart være muligt - gratis - at søge i de danske kirkebøger fra perioden 1814-1915 på Rigsarkivets hjemmeside. Kirkebøgerne findes allerede i original på Arkivalieronline.

Det kan godt være en tidskrævende opgave at finde en person i de gamle kirkebøger. Kender man ikke sogn og en – nogenlunde – dato for en kirkelig handling, skal der bladres og ledes en del. Det er dette arbejde, der nu bliver langt nemmere takket være søgning. Forhåbentlig vil det også gøre kirkebøgerne lettere at bruge for borgere, der ikke på forhånd har erfaringer med kilderne.

Udveksling af data

Grunden til, at det nu bliver muligt at søge i kirkebøgerne, skyldes en “byttehandel”, som Rigsarkivet og dets brugere har lavet med det genealogiske firma Ancestry.com.

I bytte for kirkebogsafskrifterne får Ancestry en kopi af nogle af de indtastede folketællingsdata, som frivillige har indtastet, og som Rigsarkivet gør tilgængelig gennem Dansk Demografisk Database. Se mere om udvekslingsaftalen.

Hvornår kommer kirkebøgerne på nettet?

Ancestry er fortsat i gang med at afskrive kirkebøgerne, og når arbejdet er færdigt i løbet af efteråret, vil Rigsarkivet modtage en kopi, som lægges online. Det drejer sig om ca. 21 millioner poster fra kontraministerialbøgerne. Med i aftalen er i øvrigt også nye, højopløste farveoptagelser af de pågældende kirkebøger fra Ancestry, som allerede er publiceret på Arkivalieronline.

Læs vores tidligere nyhed om nyscannede kirkebøger på Arkivalieronline.

Tak!

Rigsarkivet vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de indtastere, der løbende er med til at sikre at kulturarven digitaliseres. En særlig tak skal lyde til de indtastere, der har afgivet samtykke til deling af deres indtastninger med Ancestry og dermed sikret overdragelsen af de nye kirkebogsafskrifter.